Efter 10 års arbejde er det ikke lykkedes at finde en løsning

MOSEBY: Gruppen bag bevarelsen af Kaas Briketfabrik har kastet håndklædet i ringen. Til det sidste har styregruppen arbejdet på at bevare det historiske anlæg i en eller anden form.

- Om ikke andet så som den maleriske ruin, fabrikken har udviklet sig til, siger Leo Kristensen, formand for gruppen og for Moselauget.

Men når en ruin skal gøres sikker at færdes i, koster det adskillige millioner kroner.

- Efter mange års arbejde ved vi, at fonde ikke står klar til at støtte sådan et projekt. Derfor har styregruppen erkendt, at løbet er kørt og besluttet at nedlægge sig selv. Vi beklager, at det ikke lykkedes for os at skabe nyt liv i bygningerne og bevare dette værdifulde kulturmiljø for eftertiden, siger formanden.

Styregruppen har i 10 år arbejdet med mange forskellige ideer og modeller for en redning af det markante anlæg. En af de oplagte muligheder har været at bruge stedet til et energiens hus, også for alternative energiformer. Men det har ikke været muligt at skaffe brugere til stedet.

En anden model har været at få stedet nødtørftigt restaureret, så det kunne bruges mere bredt til kulturelle aktiviteter, værksteder, fødevaremarked osv. Igen kneb det med at skaffe brugere, som ville binde sig til at bruge stedet.

- Uden egentlige brugere er det ikke muligt at skaffe midler fra fonde, der jo er interesseret i, at et projekt er levedygtigt på sigt, siger Leo Kristensen.

Et af lyspunkterne undervejs var, da ENG Arkitekter i 2013 lavede et flot prospekt med fremtidsudsigter i form af en bred vifte af modeller for bevaring og udnyttelse af stedet. Et par arkitektstuderende har også lavet fine afgangsprojekter med fabrikken som model og blandt andet foreslået stedet indrettet til destilleri.

- En sådan udnyttelse ville passe fint til de rå fabriksrum, der oser af stemning og historie, men det ville være en illusion at skaffe de mange millioner kroner til et sådant projekt, siger formanden.

Styregruppens sidste skud i bøssen var muligheden for at sikre stedet som en tilgængelig ruin for offentligheden, et sted hvor medlemmer af Moselauget kunne vise rundt og fortælle stedets enestående historie. Men en sikring mod farlige stoffer som asbest og olieforurening, huller i jorden og løsdele, der kan falde ned, vil koste adskillige millioner.

- Det er midler, som vi i styregruppen ikke ser nogen mulighed for at skaffe. Derfor stopper vi arbejdet nu, siger Leo Kristensen.

- Men hvis der findes nogen derude med en forkærlighed for Kaas Briketfabrik og med mange midler, der brænder i lommen, så må de selvfølgelig gerne henvende sig, slutter han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...