Musiker gæster gospeldag i Jetsmark sognegård og kirke

PANDRUP: Det er skønt at være sammen med andre, og det er særligt skønt at få lov at synge sammen med andre og bare for lov til at give den gas til god musik og fantastiske sangtekster.

Lørdag 2. marts bliver både Jetsmark sognegård og kirke fyldt op med mange glade konfirmander, der er indbudt til en helt særlig dag med gospelsang og musik som overskrift.

Der er cirka 90 konfirmander i år fra Jetsmark, Hune, Ingstrup, V. Hjermitslev og Saltum sogne, og som en del af konfirmandforberedelsen mødes de denne lørdag til en anderledes form for undervisning. Musiker Joachim Hejslet med band kommer i sognegården og lærer nogle sange, og undervejs vil der være kage og saft.

Hvad nu hvis man ikke kan synge. Det er der sikkert en del unge, der tænker. Men det gør ikke spor, det vigtigste er, at man er med. For noget meget vigtigt er netop også fællesskabet, som de vil opleve med andre unge, som også skal konfirmeres.

Det hele rundes af med gudstjeneste med forhåbentlig et 90 mand stort gospelkor. Alle er velkommen, men særligt indbudt er konfirmandernes familier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...