Masser af aktiviteter for de 194 medlemmer

SALTUM: 53 medlemmer deltog i Saltum Pensionistforenings årlige generalforsamling i Saltum Idrætsforenings klubhus ved Nols, og som optakt var foreningen vært ved stegt flæsk og persillesovs.

I sin beretning kunne formanden Viggo Andersen fortælle, at foreningen ligesom de fleste andre pensionistforeninger i landet i disse år mærker en medlemstilbagegang.

Ved årsskiftet havde foreningen 194 medlemmer, og der har været afholdt 14 velbesøgte arrangementer i klubhuset.

I sin beretning kom formanden også ind på datalov, Rude Strand Højskole og kreds- og landsforeningsarbejdet og takkede for bidrag fra Lions Hvetbo, Spar Vendsyssel Fonden, Meny og Veluxfonden.

Formanden takkede til slut de lokale samarbejdspartnere og medlemmer for godt samarbejde og positiv opbakning.

Kasserer Britta Buje gennemgik regnskabet, der viste en sund økonomi trods et mindre underskud.

Alle valg var klar til genvalg, og under eventuelt var der ros til bestyrelsen og deres ægtefæller for det store arbejde, de sammen lægger i at tilbyde seriøse foredragseftermiddage i hyggelige rammer.

Efter generalforsamlingen underholdt Kirsten Pilgaard med fortællinger fra sine mange år med gymnastik og deltagelse i flere landsstævner. Indslaget krydredes med fællessange.

Ved konstituering på et efterfølgende bestyrelsesmøde blev Viggo Andersen formand, Helge Nielsen næstformand, Britta Buje kasserer, Karin Guldager sekretær og Asta Hansen menigt medlem. Gunnar Hjørringgaard og Hartvig fortsætter som suppleanter.

Derudover blev Niels Guldager valgt til ny fanebærer i stedet for Walter Lundis, som havde ønsket at blive afløst. Tak til Walter for mange års tillidsfuld omsorg og præsentation af foreningens fane.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...