FESTIVAL: Skulptører fra både ind- og udland skærer kreative skulpturer i Skulpturparken Blokhus

Blokhus: Lyden af arbejdende motorsave møder en i det øjeblik, man træder ind i den Skulpturparken Blokhus. Det er ikke gartnere, der er ved at trimme stedets træer. Det er derimod en række kunstnere, som omdanner store stammer af eg til imponerende skulpturer.

Det er 7. år i træk, at Skulpturparken Blokhus danner ramme om træskulpturfestival.

I år er temaet vikinger, og de deltagende kunstnere, der kommer fra USA, Schweiz, Tyskland og Danmark, skal i løbet af kort tid skabe et kunstværk. En af de deltagende skulptører er Bob King, der kommer fra Edgewood Washington i USA. Han har valgt at kreere en viking med Thors hammer, der står over for en dyst med en slange.

Han har tidligere arbejdet i et testlaboratorium ved det amerikanske militær og efterfølgende hos Boeing, hvor han blandt andet tjekkede flyenes konstruktioner for eventuelle fejl. Men i en forbindelse med en større fyringsrunde, mistede han jobbet. Og han blev mere eller mindre tvunget til at gøre sin hobby til en levevej.

- Jeg er taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre, siger Bob King, der fascineres af processen med at omforme et simpelt stykke træ til et kunstværk.

- Det er spændende, og det går hurtigt med at lave en skulptur. Jeg kender ikke andre kunstformer, hvor det går så stærkt med at skabe et kunstværk.

For Bob King og hans kone, der netop har været på en lignende festival i Tyskland, er det blevet en livsstil at drage rundt til festivaler rundt om i hele verden. For nogle vil det måske opfattes som et cirkusliv, men for Bob King er det et privilegium.

- Heldigvis oplever vi, at mange godt kan lide det, jeg laver, og derved får vi mulighed for at besøge rigtig mange lande. Det er meget spændende, og jeg sætter pris på at møde de andre kunstnere og få mulighed for at sparre med dem, siger Bob King, der er særligt glad for at deltage på festivalen i Hune.

- Det er overvældende at komme ind i den her fantastiske park, og det er meget inspirerende at være her. Vi føler os altid så godt taget imod, så det her er en af mine absolutte favoritter. Udover de fysiske rammer, nyder jeg den danske kultur, dansk mad, vin og øl, siger Bob King med et smil.

Når festivalen er slut drager han og fruen til USA for en kort bemærkning, og skulpturen med vikingen får lov til blive i Hune.

- Jeg må erkende, at nogle af mine skulpturer, har jeg svært ved at efterlade, og jeg nyder at besøge dem nogle år efter og erfare, at jeg har udviklet mig yderligere, siger den sympatiske amerikaner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...