Nytiltrådt præsident: Første arrangement er 22. august på torvet i Blokhus, hvor biler i millionklassen bliver udstillet

Der venter medlemmerne af Pandrup Rotary Klub et spændende år. Det kunne den nytiltrådte præsident Svend Mousten Hansen afsløre, da medlemmerne forleden afholdt det første klubmøde efter sommerpausen på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

Svend Moustsen Hansen, der har afløst Peter Wulff Andersen på posten, kunne fortælle, at for ham er kammeratskabet afgørende, og derfor vil der i det kommende år blive arrangeret en række spændende aktiviteter for medlemmerne. Første arrangement finder sted torsdag 22. august, hvor torvet i Blokhus vil blive skueplads for biler i millionklassen.

- Her kan alle interesserede komme forbi torvet og nyde synet af biler fra blandt andet Ferrari, Bugatti og Maserati. Vi forventer, at der vil være 10-15 biler, og ydermere er der denne aften arrangeret foredrag for medlemmerne med bil- og livsstilsekspert Christian Grau, fortalte præsidenten.

Svend Moustsen Hansen påpegede endvidere, at han anser det for vigtigt at rekruttere flere medlemmer, der har lyst til at opleve et godt fællesskab og desuden medvirke til at arbejde med velgørende projekter.

- Sidste år havde vi en tilgang på syv medlemmer, og vi ser gerne flere i dette år, fortalte Svend Mousten Hansen.

I september vil Pandrup Rotary Klub i samarbejde med kommunens andre klubber i øvrigt uddele årets erhvervspris. Der er indstillet tre kandidater, og vinderen offentliggøres på et møde på Hotel Fårup 26. september, hvor også forhenværende Skatteminister, Karsten Lauritzen (V), og borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Chr. Gade (V) holder oplæg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...