Brugerne har kåret forlystelsesparken

FÅRUP: Fårup Sommerland er for andet år i træk kåret til ”Nordens bedste sommerland”.

Det er brugerne på det svenske børnefamilie-site, Barnsemester.se, der har kåret Fårup Sommerland, der i øvrigt i september sidste år for fjerde år i træk af et anerkendt tysk magasin blev kåret til at være blandt de tre bedste europæiske parker med under 1 million årlige gæster.

- Det er næsten den bedste start på 2019, vi overhovedet kan ønske os. Vi står overfor en enormt spændende sæson, hvor vi har et endnu større eventprogram og en udvidelse af hotellet, og så åbner vi for første gang nogensinde i påsken, siger direktør, Per Dam.

Han fremhæver især, at det er gæsterne, der har stemt Fårup til tops i ”Bästa Sommarland”-prisen.

- I Fårup lever vi af glade gæster, så det er fantastisk, at det er dem, der kårer os i denne konkurrence. Det er et dejligt skulderklap at få. Vi er samtidig klar over, at prisen forpligter, og at vi hele tiden skal prøve at gøre oplevelserne for gæsterne bedre. Vi glæder os derfor til at vise årets nyheder, Motorbøllen og Nøddesvinget, siger Per Dam.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...