Unikt: Det er i montrene hos Museum for Papirkunst, de berømte papirklip kan ses

Eventyrdigteren H.C. Andersens klip ”Møllemanden” indgår i udstillingen Poetry in Paper sammen med værker af ni andre udenlandske og danske papirkunstnere.

- Det er en stor ære, at vi har fået lov til at låne dette nationale klenodie. Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da kureren fra museet i Odense kom og pakkede det ud - siger Bit Vejle som er stifter af museet. - Men så har vi sandelig også sikret det efter alle kunstens regler, i en skudsikker og klimareguleret montre, der er boltet fast i beton og med alarmer på kryds og tværs.

Hver dag strømmer besøgende og grupper til museet for at beundre klippet og de andre eventyrlige kunstværker, som alle tager udgangspunkt i poesiens verden. I museets kerneudstilling er der også sket ændringer. -Tre nye værker er kommet til. Blandt andet et kunstværk inspireret af Kim Larsens kendte og kære sang: Om lidt bliver det stille.

-Vi håber rigtig mange kommer og ser den smukke udstilling og i efterårsferien har vi også en masse spændende aktiviteter for børn, siger Bit Vejle.

Museum for Papirkunst har desuden cafe`, papirværksted, museumsbutik og et silhuetkabinet, hvor Ghita Nørby for kort tid siden fik lavet sin egen silhuetprofil. Den kendte skuespiller gæstede museet sammen med Jim Lyngvild under et TV optag til TV-serien ”Jim og Ghita” som i disse uger vises på DR2.

Museum for Papirkunst åbnede i marts 2018 og er det eneste museum i alle de nordiske lande som udelukkende har fokus på papirkunst.

Ud over skiftende udstillinger, sender museet også udstillinger til udlandet. Netop nu udstiller Bit Vejle selv 7 værker ved et fremtrædende museum i millionbyen Chengdu i Kina.

Museet havde det første år mere end 20.000 besøgende.

Udstillingen Poetry in Paper kan ses frem til den 22. marts 2020.

Museet er åbent hver dag i efterårsferien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...