16-årige Jacob fra Pandrup gik ikke videre fra de indledende kampe ved VM i FIFA for klubhold

LONDON: I weekenden løb VM i FIFA for klubhold af stablen i London. Her var 16-årige Jacob Esholm fra Pandrup snublende kort på at gå videre fra de indledende gruppekampe med sin holdkammerat fra det professionelle esportshold Tricked.

Duoen fik en dårlig start på lørdagens kampe, hvor de kun fik ét point gennem de første fem opgør. Dermed var drømmene om avancement så småt slukkede.

- Det var bare dårligt - også niveaumæssigt. Vi var måske lidt nervøse, og vi startede med at møde de bedste i gruppen. Så jeg troede slet ikke på, at vi havde en chance, fortæller Jacob Esholm på telefonen fra London.

Tricked skulle således vinde fire kampe for at gå videre fra gruppen. Og det skete næsten. Der var kun sejre til de danske drenge gennem de næste tre kampe, men helt til sidst glippede det for Jacob Esholm - der går under navnet Esser - og holdkammeraten.

I den sidste og afgørende kamp blev resultatet 1-1 - hvilket ikke var nok.

- Det gjorde det jo bare mere irriterende med vores dårlige start. Men det var fedt at komme tilbage. Vi fik os spillet mere og mere op og vænnet os til hele det setup, der var, fortæller Esser.

På trods af Tricked ikke tager nogen VM-pokal med hjem, så tager de alligevel en stor oplevelse med sig til Danmark. For Jacob Esholm var det den første internationale turnering i karrieren, og det var en stor én af slagsen.

VM blev vist på britiske Sky Sports, og med livestreaming på internetplatforme som YouTube og Twitch var der mange seere.

- Det var en sindssygt stor oplevelse. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer mange flere af dem, slutter Esser.

VM i FIFA for klubhold blev spillet på konsollerne PlayStation og XBOX.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...