Masser af børn og unge prøvede foreningernes tilbud af

JETSMARK: Der var ekstra stor aktivitet foran Jetsmark Idrætscenter lørdag aften, hvor der kom mange biler, som skulle afleverer deres børn i alderen 8 til 17 år til Sjov Lørdag.

I år var der over 300, som tog mod tilbuddet, der blev arrangeret af Jetsmark Hallen, lokale foreninger, Jammerbugt Ungdomsskole og SSP Jammerbugt.

Sjov lørdag er en aktivitet, som har eksisteret i 24 år, og er et tilbud til alle børn og unge om en aktiv lørdag aften, hvor man mødes og ”hænger ud ” med vennerne, til en aften fyldt med aktiviteter.

Der er fokus på bevægelse, fællesskab, hygge, leg, udfordringer, spil og meget mere. De deltagende gæster møder forskellige foreninger og kan prøve deres aktivitet.

I år var der mange i svømmehallen, hvor der var mulighed for at dykke. Flyvning med droner var også et meget stort hit i hal B. Her var det Pandrup Modelflyveklub, som viste, hvordan man kunne flyve med droner igennem en forhindringsbane med meget høj fart.

I kælderen var der også meget stor søgning til skydning og e-sports aktiviteterne.

- Det er kun anden gang, jeg prøver at skyde, fortæller Lasse Møser fra Saltum.

- Og det er absolut en mulighed jeg vil gå til den aktivitet fremover, sagde han.

Arrangørerne var også tilfredse.

- Vi er overraskede over så mange fremmødte, og det er meget fint, at mange forældre også kom ind for at se se, hvad Sjov Lørdag kan byde på, fortæller en af initiativtagerne Tommy Duun Mogensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...