Kaas Slagter & Madbutik efterlyser fokus på faget

KAAS: Færre og færre unge tager en uddannelse som slagter, og det kan mærkes også hos de lokale slagtere. Derfor efterlyser Kaas Slagter & Madbutik større fokus på slagterfaget allerede i folkeskolen.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af elever på slagteruddannelsen er faldet med knap 10 procent i perioden 2015 til 2017.

Og det kan mærkes hos de lokale slagtere. Lasse Bo Sørensen fra Kaas Slagter & Madbutik fortæller, at interessen hos de unge er dalende, og derfor er der rift om de få lærlinge.

- Vi har to lærlinge, og vi har altid haft lærlinge. Det er vigtigt for os, at vi uddanner nogle dygtige medarbejdere til branchen, siger Lasse Bo Sørensen.

Han mener, at en løsning kan være at tage fat i de unge allerede i folkeskolealderen, så de kan se, hvordan hverdagen som slagter er.

Det er ikke nok, at de læser om uddannelsen, for det er afgørende, at de møder den passionerede slagter og selv oplever det værdifulde i jobbet, mener Lasse Bo Sørensen.

- Det er vigtigt at få de unge ud og snuse til faget. Vi har også ungarbejdere i butikken til at vaske og rydde op, og de får set, om de vil gå den vej og blive slagter. Det er sådan, den ene af vores lærlinge kom i gang, siger han.

Ifølge Danske Slagtermestre er lærlingetørken i Pandrup symptom på et mere generelt problem.

- Alt for få unge vil tage en erhvervsuddannelse. Vi kommer til at mangle arbejdskraft på sigt, og det kan blandt andet få betydning for, hvor mange slagterbutikker der findes om bare 10 år, mener Ulrik Olesen, marketingchef hos Danske Slagtermestre.

Han mener ellers, at der er masser af fordele ved at blive slagter.

- Det er jo et håndværk, hvor du virkelig kan specialisere og dygtiggøre dig. Du får en masse viden og færdigheder, som du kan bruge med det samme uden at skulle igennem fire år på en skolebænk. Og så er der gode arbejdstider og meget gode jobmuligheder, siger Ulrik Olesen.

Danmark er et af verdens mest kødspisende lande, og den gennemsnitlige borger i Danmark bruger knap 8.000 kroner på kød og pålæg årligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...