Nyt firma med planer for Gørtlervej 2 i Industribyen

PANDRUP: Efter at have stået tom i et års tid er der nu kommet nyt liv i den 1200 kvadratmeter store industriejendom på Gørtlervej 2 i Pandrup Industriby, hvor PLC-Tkenik tidligere havde base.

Det er Kathrine Lund Krogh, som har lejet bygningen med forkøbsret og er ved at indrette depotrum i dele af bygningen, mens andre kvadratmeter skal indrettes til værelser til håndværkere.

- Her kommer op til 42 depotrum i forskellige størrelser fra fem til 31 rummeter, og der er allerede lejet 22 rum ud, fortæller Brian Andersen, der er ansat i Box2All.

- Vores koncept bygger på depotrum i træ og ikke jernlåger, men vi har masser af alarmer og overvågning, så sikkerheden er i top, og vi kan tilbyde rum til den halve pris af konkurrenternes, siger Brian Andersen.

Box2All er meget fleksible i indretningen af rummene, og her kan kunderne være medbestemmende.

- Vi har mange forskellige slags kunder lige fra damen på 72 år til det unge par på 25, der skal skilles. Og så har vi selvfølgelig en del erhverv, blandt andre kørende sælgere, siger Brian Andersen, som også tilbyder leje af både isolerede og ikke isolerede containere.

Virksomheden er åbnet i Pandrup, fordi her lå den rette bygning og næste mål er at åbne også i Brønderslev.

Men samtidig skal der være tid til at indrette 16 værelser til eksempelvis udenlandske håndværkere på Gørtlervej, hvor der også bliver adgang til fælles bad, toilet, køkken samt en opholdsstue med tv og billardbord.

Og lokalerne på 1. salen med ovenlys vinduer er yderst velegnet til liberalt erhverv, eksempelvis en køreskole, mener Brian Andersen.

Han er uddannet rustfri kleinsmed og har rejst Verden rundt i cirka 20 år for Carnitech og blandt andet boet fem år i Singapore, inden han hjemme i Danmark kom ind i depot-branchen.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...