UDSKIFTNING: Ny dagligvarekæde overtager lokalerne fra næste år

BLOKHUS: Efter 8 år i Blokhus er det besluttet at lukke Dagli´Brugsen. Det sker efter flere års vigende resultater. Det oplyser butikken i en pressemeddelelse.

Butikken opstod, da SuperBest i Blokhus gik konkurs. Blokhus Detail lejede lokalerne og drev et moderne minimarked under Dagli´Brugs-konceptet.

- I de 8 år, vi har drevet butikken, har der været stor kundeopbakning, både fra de lokale og de mange turister der hvert år gæster byen. Men i de sidste 4 år har der været røde tal på bundlinien, siger direktør Mogens Knudsen, Blokhus Detail.

- Forklaringen skal findes i de store sæsonmæssige udsving, der er mellem sommer og vinterperioden. Vinteren er meget lang i Blokhus, og vores faste omkostninger er forholdsvis høje. Den økonomiske balance lykkedes vi rigtig godt med de første 4 år, vi havde butikken, men eftersom de butiksnære parkeringspladser forsvandt, blev betingelserne ændret.

Derudover er konkurrencen fra de nye butikker i Hune blevet skærpet.

- Vi har forsøgt os med flere forskellige tiltag for at ændre driftssituationen i butikken, senest med en modernisering i 2017, hvor butikken fik et løft og en investering på godt 1 mio. kroner, siger Mogens Knudsen.

Derudover har Blokhus Detail også forsøgt at erhverve ejendommen. Butikken fik fra start stor medlemsopbakning, og det skyldes ikke mindst en meget aktiv og butiksbestyrelse.

Butikkens medlemmer får tilbudt nyt medlemskab i SuperBrugsen Pandrup, når butikken lukker ned.

- Personalet har gjort en helt fantastisk indsats i butikken, og vi vil forsøge at finde en plads til dem alle i en af Coops eller brugsforeningernes andre butikker, siger Mogens Knudsen.

Forretningen fortsætter med fuldt sortiment sæsonen ud og vil lukke ned i løbet af efteråret.

Spar Hune overtager lokalerne per 1. januar 2020. Lokalerne overdrages til Spar Hune, der ønsker at etablere en ny dagligvarebutik i Blokhus under Spar-kæden. Det er købmand Lasse Nielsen og Rikard Andersen, der åbner en ny forretning i løbet af foråret, så der også fremover er en dagligvarebutik i Blokhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...