DONATIONER: Sol og Strand i Blokhus har sat navne på de tre projekter, som vil få del i en pulje på 50.000 kroner

BLOKHUS: Målportal til løb, naturområde i børnehave og et kunstværk til affaldsindsamling på stranden i Blokhus. Disse tre initiativer vil i år alle få glæde af et nyt tiltag ”Sol og Strands lokale håndsrækning”.

- Vi har modtaget mange ansøgninger, som vidner om stort engagement og virkelyst her i lokalområdet, og det er rigtigt glædeligt, siger bureauchef Emil Klastrup fra Sol og Strand i Blokhus.

Efter en grundig gennemgang af alle ansøgninger er der udvalgt tre kandidater, som nu kan se frem til at få en økonomisk håndsrækning.

Blokhus Marathon, som efterhånden er blevet en fast tradition, søger om støtte til blandt andet en målportal og til branding af løbet for at sikre endnu større kendskab. Desuden er det besluttet at pege på Hune Naturbørnehave, som har søgt om økonomisk hjælp til etablering af et naturområde, der skal have åben adgang for alle – til glæde for såvel turister som lokalbefolkning.

Endelig er Erhvervsforeningen Destination Blokhus indstillet, og herfra ønsker man midler til at producere en skulpturel affaldsopsamler på stranden i Blokhus. Tanken er, at den skal udformes som en finhval, som efterhånden er blevet et af vartegnene for Blokhus.

Udover at hvalen har en praktisk funktion skal den fungere som skulptur og endvidere er den med til at sætte fokus på kampen mod plastik i verdenshavene.

- Der er tale om tre rigtig gode projekter, og heldigvis vil alle nominerede få del i håndsrækningen på de 50.000 kroner. Det er nu op til husejerne, der er tilknyttet vores bureau, at afgøre, hvordan pengene skal fordeles mellem de tre nominerede, siger Emil Klastrup.

De tre kandidater skal nu i gang med at producere en video, som fortæller om projektet. Herefter får husejerne mulighed for at afgive deres stemme, og i august løftes sløret for, hvordan pengene fordeles.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...