Hune: For tredje år i træk sætter Kræftens Bekæmpelse og Dansk Golf Union fokus på mænd og kræft

HUNE: For tredje år i træk sætter Kræftens Bekæmpelse og Dansk Golf Union fokus på mænd og kræft med golfturneringen ”Slå ét slag for kuglerne”.

Kræft rammer hver tredje mand i Danmark, og der er et stort behov for at støtte arbejdet inden for forskning.

Seniorklubben i Blokhus har tidligere vist, at denne turnering er et godt aktiv, da man i 2016 var den klub i Danmark, der indsamlede det største beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Det skyldes blandt andet, at Poul Schytz Pedersen lavede hole in one på hul 8, og klubben modtog 25.000 kroner.

Her fik seniorklubben hovedgevinsten – et foredrag med tidligere politiinspektør Per Larsen, der selv har været ramt af kræft.

I år er det nordjyske Søren Kjeldsen der er hovedpræmien. Den populære golfspiller står klar med et foredrag.

Søren Kjeldsen kommer i foredraget ind på, at golfspillere bør lege lidt mere, grine lidt mere og turde lidt mere for at fremme kærligheden til golfspillet og blive en bedre golfspiller.

Turneringen foregår onsdag den 11. september på Blokhus Golfcenter.

Det er en åben match, hvor medlemmer af andre klubber også er velkomne.

Efter matchen er der lotteri og auktion med mange præmier.

Seniorklubben håber på stor deltagelse og ser frem til, at man igen kan være med til at sikre penge til den vigtige forskning sammen med Kræftens Bekæmpelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...