Møbelfirma: Ung iværksætter satser opsparingen i sit møbelfirma ”Intarsia Furniture”

Gjøl: Om morfaren, Jørgen Aakjær Jørgensen sidder ved en af sine egne skamler, som han designede og også fremstillede i sit firma Møbelintarsia og følger med, er jo ikke godt at vide.

Men det er en god tanke, medgiver 30-årige Nanna Aakjær Svendsen.

Her på kanten af morfarens 100 års fødselsdag er hun nemlig klar med sin egen version af morfarens firma, som nu er genetableret under navnet ”Intarsia Furniture”

Hun har sat en række af hans møbler i produktion.

Møblerne bliver stadig solgt både herhjemme og i udlandet til høje auktionspriser.

- Jeg håber selvfølglig, at folk er parat til at betale lidt ekstra for designermøbler i høj kvalitet, siger Nanna Aakjær Svendsen.

Der eksisterer ikke mange tegninger af de oprindelige møbler, så Nanna Aakjær Svendsen har selv måtte genskabe møblerne.

De står nu klar til salg med enkelte ændringer og forbedringer.

- Men jeg har været tro mod min morfars oprindelige design, understreger Nanna Aakjær Svendsen.

Familien er med i projektet

Som de fleste iværksættere har Nanna Aakjær Svendsen oplevet, at det kan være svært at få finansieringen på plads.

- Mine forældre har valgt at investere i projektet, for jeg kunne ikke låne penge andre steder, da banker og investeringsfonde jo kræver, at man kan bevise et salg, og det kan man jo ikke, når man ikke har nogen varer at sælge, siger Nanna Aakjær Svendsen.

- Deres støtte er jeg selvfølgelig utroligt glad for.

Nanna Aakjær Svendsen er blandt andet uddannet indenfor design og iværksætteri.

Hun var derfor ikke i tvivl om, at hun ville arbejde på at blive selvstændig, og historien om morfarens møbelproduktion har altid været nærværende i familien.

Og selvom hun ikke har helt den samme uddannelsesbaggrund som morfaren, så er hun ikke i tvivl om, at hun har en vigtig egenskab med fra ham.

- Min morfar var perfektionist, og det må jeg også være, forklarer Nanna Aakjær Svendsen.

Møblerne er blevet gjort klar hos Aage Østergaard møbelindustri A/S i Roslev i Salling.

Det viste sig nemlig, at det ikke var helt så let, som Nanna Aakjær Svendsen troede at få sat møblerne i produktion.

- Flere danske møbelfirmaer sagde simpelthen nej, fordi de ikke var sikre på, at de kunne producere møblerne i den rette kvalitet, siger hun.

- Men firmaet i Roslev, der har lavet møbler i to generationer sagde ja, fortæller Nanna Aakjær Svendsen, der i forrige uge endelig kunne tage imod sine møbler, der er del-produceret i Østeuropa og færddiggjort hos møbelfirmaet i Salling.

- Det var en stor dag efter at have arbejdet på projektet i snart to år.

- Endelig at se dem samlet og pakket, det var stort, og jeg er meget tilfreds, siger hun.

Hun kunne heldigvis konstatere, at alt er gået som det skulle:

- Man er jo altid lidt spændt på, om møblerne lever op til ens forventninger og ligner prototyperne, men Martin Raahauge og Henrik Østergaard fra firmaet er meget dygtige og pernitne, så jeg var altså næsten sikker på, at det hele ville være som forventet, smiler hun.

Møblerne sælges fra hendes webshop: intarsiafurniture.com, men målet er, at møblerne på længere sigt også komme ud at stå hos en række forhandlere.

- Vi har været på messe her i efteråret, hvor vi fik enormt stor ros for design og kvalitet, og der blev da også lavet lidt aftaler med nogle butikker, slutter Nanna Aakjær Svendsen stolt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...