Jubilæum: Et par fra Skanderborg kan i år fejre et helt særligt jubilæum som campister

Hune/Blokhus: 50 år - i træk - på den samme campingplads. Og også næsten på den samme plads.

Det er hvad Kurt og Tove Pedersen fra Skanderborg har gennnemført. Mindst en gang om året. - og gerne 14 dage af gangen.

Fra de var helt unge.

- Ja, vi var ikke meget over 30, smiler parret.

I dag er de pensionister, og campingvognen er nok også en kende mere luksuriøs end den, de medbragte i foråret 1969.

Egentlig var det lidt tilfældigt, at det lige blev Blokhus By Camping, der blev ægteparrets faste base.

- Vi havde lejet sommerhus heroppe en sommer sidst i 60´erne, og så var vi solgt, fortæller de.

Og selvom vejret kan være barsk og blæsende i Blokhus, så er det en del af charmen, mener de.

- Det er jo derfor, vi kommer her. For at være ude i naturen, mærke vinden i ansigtet, siger Tove Pedersen.

Der var dog vidst noget med et fortelt i løbet af de 50 år, men det tager de ikke så tungt heller.

- Vi kan bare tænde for ovnen, hvis vi fryser, siger de.

Pladsen har forandret sig en del de sidste 50 år, fortæller Kurt og Tove Pedersen.

- Vi har vel slidt omkring seks lejrchefer op, siger Kurt Pedersen med et stort smil.

Han var faktisk selv i spil til at overtage pladsen sidst i 70´erne sammen med hustruen.

Men de besluttede sig for at sige nej tak.

Til gengæld vil mange sikkert kunne huske ham, når han gik nattevagt med en stor hund, der sammen med den nu voksne datter var del af hustanden.

Det eneste, der ærgrer de to campingentusiaster lidt er, at sammenholdet mellem campisterne ikke er helt så stærkt som tidligere.

- Tidligere mødtes vi mere spontant, drak en øl eller spiste sammen og børnene legede på kryds og tværs.

- Sådan er det ikke helt mere.

- Men vi kan se tilbage på mange venskaber - også med tyske familier, siger Tove Pedersen med et smil.

De omkringliggende fastliggere har fejret parret, der også har modtaget gaver fra flere af de lokale erhvervsdrivende.

- Det synes vi faktisk er en ret flot gestus, siger Kurt Pedersen.

- Men det er nok heller ikke så tit, at de hører om nogen, der har handlet har trofast i 50 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...