TURNÉ: »Hænderne Op for de faglærte« var overskriften for en hel skoledag med fokus på erhvervsuddannelserne

JAMMERBUGT: 7. november sendte Jammerbugt Kommune alle 8.-10. klasser af sted på en bred vifte af virksomhedsbesøg − herunder deltagelse i en uddannelsesmesse i Sport & Kulturcenter Brovst − for at sætte ekstra fokus på de faglige uddannelser.

Arrangementet blev afviklet i samarbejde med Jobcenter Jammerbugt, og de unge fik dermed en unik chance for at få nærmere indsigt i fremtidige jobmuligheder som faglært.

Eleverne kunne dagen igennem opleve tre virksomheder indefra, og mellem de forskellige besøg gik turen omkring Sport & Kulturcenter Brovst, hvor 10 nordjyske uddannelsesinstitutioner var til stede med aktiviteter og informationer relateret til erhvervsuddannelserne.

Det er tredje gang, Jammerbugt Kommune arrangerer virksomhedsbesøg og uddannelsesmesse for udskolingsklasserne. Initiativet, som kaldes »Hænderne Op for de faglærte«, startede i 2017 som et regionalt dækkende initiativ i regi af Business Region North. Kun Jammerbugt Kommune har valgt at fortsætte med denne årligt tilbagevendende aktivitet, der skal åbne de unges øjne for de mange spændende jobmuligheder, der byder sig med en uddannelse som faglært i rygsækken.

− Vi oplever i høj grad, at flere virksomheder har svært at rekruttere faglært arbejdskraft. »Hænderne Op« er en oplagt mulighed for at vise de unge, at en faglært uddannelse også byder på et spændende job. Derfor er vi også glade for, at 45 virksomheder i år tilbød at åbne dørene for eleverne i 8.-10. klasserne i Jammerbugt Kommune, så vi sammen kan gøre en indsats for at tiltrække flere unge til de faglige uddannelser, fortæller Morten Klessen, der er formand for kommunens Beskæftigelsesudvalg.

Under virksomhedsbesøgene mødte eleverne både lærlinge og medarbejdere, der fortalte om arbejdsopgaverne og hverdagen som faglært. På uddannelsesmessen i Brovst fik de unge rig mulighed for at møde de nordjyske uddannelsesinstitutioner og få en snak om de mange muligheder, der findes i Nordjylland inden for de faglige uddannelser.

Det var et større logistisk setup at få dagen til at klappe, når over 1.000 elever skulle på tre besøg hos 45 virksomheder og samtidig forbi en uddannelsesmesse. Og alt dette i løbet af en almindelig skoledag.

− Heldigvis klappede stort set alt, som det skulle, fortæller Peter Mortensen, der er konsulent for Sundhed, Arbejdsmarked og Projekter i Jammerbugt Kommune.

Også formand for Børne- og Ungeudvalget, Ulla Flintholm, bakker op om initiativet:

− »Hænderne Op« er for de unge, der om kort tid skal vælge uddannelse. Vi ønsker at gøre de unge opmærksom på de mange jobmuligheder, der findes med en erhvervsfaglig uddannelse som for eksempel anlægsgartner, kok, elektriker eller murer i rygsækken. Der er brug for dem fremadrettet, fastslår Ulla Flintholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...