Forlig om Rødhus Klit

0
Ejerne af sommerhusene i Rødhus Klit er ikke længere forpligtet af gamle aftaler. Arkivfoto: Lars Pauli
En årelang strid om det tidligere feriecenter Rødhus Klit er slut.

Sagens parter har indgået et forlig, som betyder, at ejerne af de 148 sommerhuse skal betale en million kr. til ejeren af centrets svømmehal, sportshal og øvrige fællesfaciliteter, Rudolph von Platen-Hallermund.

I samme ombæring er det aftalt, at Rudolph von Platen-Hallermund er helt ude af de aftaler, han havde om drift af faciliteter og udlejning af husene i Rødhus Klit, og at sommerhusejerne overtager svømmehallen, sportshallen og de øvrige faciliteter for en enkelt krone. Det var samme pris, som Rudolph von Platen-Hallermund i sin tid betalte, da han købte det af ejendomsudviklingsselskabet Calum.

Dengang var betingelsen, at hvis svømme- og sportshallen nogensinde skulle sælges videre, så skulle grundejerforeningen i området først have det tilbudt for netop en krone.

Stridens kerne har været en elregning, som de to parter ikke kunne blive enige om betalingen af.

Derfor besluttede sommerhusejerne for et par år siden at modregne noget af betalingen i deres faste månedlige bidrag til centret. Rudolph von Platen-Hallermund svarede igen ved at udelukke dem fra centret – og senere anlægge retssagen med krav om at få den manglende betaling.

Derfor har hverken ejerne af husene eller andre gæster kunnet benytte svømmehallen og de andre faciliteter, som derfor efterhånden ser noget forsømte ud.

Forliget blev indgået i retten i Sønderborg allerede 31. maj, på den betingelse at medlemmerne af grundejerforeningen kunne acceptere indholdet – og det har de siden gjort på ekstraordinære generalforsamlinger. Dermed slipper de for at skulle gennem retssager, der kunne trække ud i årevis.

Susanne von Platen-Hallermund, der sammen med sin mand Rudolph von Platen-Hallermund har stået bag feriecentret, er glad for, at sagen er landet, hvor den er.

– Vi er meget tilfredse med den her løsning, når vi nu ikke kunne få samarbejdet til at fungere, siger hun.

Også på købersiden er der glæde.

Anders Guldbæk, der var formand for Grundejerforeningen Rødhus Strand under hele retssagen og de senere forhandlinger om forliget, er tilfreds med, at sommerhusejerne nu er herrer i eget hus, og at man er blevet frigjort for alle de aftaler, der blev indgået, da de i sin tid købte husene.

– Nu kan vi gøre med området, som vi vil, siger han.

Hvor meget og hvor hurtigt der kommer til at ske noget, kan han ikke sige.

– Vi må se, hvilke muligheder der er. Vi har lige overtaget det, så vi skal lige lande, fortæller han.

– Men vi har tømt svømmebassinet for vand, og der er nogle frivillige, som er begyndt at rydde op og luge, så tingene ser pænere ud. Det er svært at komme ind og vurdere det 100 procent, ført man har gjort det første arbejde, siger han.

Anders Guldbæk fortæller, at det var 140 ud af de 148 husejere, som på en ekstraordinær generalforsamling sagde ja til at indgå forliget.

– Det er et ret stort flertal, så der er et godt grundlag for, at vi laver det her i fællesskab, siger han.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close