Ballast til børn af misbrugere

0
Der sættes nu ind for at hjælpe børnene. Modelfoto: Bente Poder
I gennemsnit vokser to børn i hver skoleklasse op i familier med et alkoholproblem. Børnene har ofte svært ved at forstå og håndtere deres følelser, og de kan få alvorlige problemer senere i livet.

En ny indsats, kaldet Ballast, tilbyder børn og unge gratis, professionel hjælp. Det skal give børn og unge redskaber til bedre at tackle deres udsatte livssituation. Bag indsatsen står KFUM’s Sociale Arbejde i samarbejde med Jammerbugt, Morsø og Thisted kommuner.

– Jeg er meget glad for, at Jammerbugt Kommune nu har et nyt tilbud om hjælp til en meget sårbar gruppe af børn og unge. KFUM’s Sociale Arbejde har en rigtig god og medmenneskelig tilgang til arbejdet, som kan få stor betydning for, hvordan børnenes og de unges fremtid kommer til at tegne sig, siger Jens Jungersen, formand for Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune.

Når far eller mor har et misbrug, er børn i stor risiko for at tage skade. Manglen på nødvendig omsorg kan give sig udslag i, at børnene bliver indadvendte. Eller de reagerer voldsomt og har svært ved at kontrollere temperamentet.

– Undersøgelser viser, at børn af misbrugere har lagt højere risiko for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, og de har cirka dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord, siger Trille Nikolajsen, projektleder for Ballast.

Professionelle medarbejdere i Ballast vil gennem leg og samtaler hjælpe børn og unge i alderen 5-25 år med at træne deres hjerner til bedre at håndtere følelser. De første børn og unge er allerede begyndt i et Ballast-forløb.

Cirka hvert tiende barn vokser op i familier med alkoholproblemer viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Flere tusinde børn og unge er dermed i målgruppen for indsatsen alene i Nordvestjylland. I Jammerbugt kommune bor over 8700 børn og unge i alderen 5-24 år.

Ballast er en fireårig indsats i seks jyske kommuner til i alt 20 millioner kroner finansieret af Socialstyrelsen. Bag Ballast står KFUM’s Sociale Arbejde, der er en af Danmarks største sociale organisationer.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close